Henter...

Her er vælgerne

Bliv helt skarp i kandidattesten

Kandidattests er blevet et meget brugt informationsredskab for vælgerne. Skærp din profil og udnyt, at du kan kommunikere med de, der er allermest enige med dig.

Christian Made Hagelskjær
Christian Made Hagelskjær Direktør, grafisk designer

I Norge og Sverige peger forskning på, at omkring 25 % af vælgerne lader sig påvirke af kandidattests. Hvordan det ser ud ved et dansk kommunalvalg, ved vi ikke.

Men vi ved, at kandidattests spiller en stor rolle, når DR’s test fik over 2,6 mio. visninger ved KV13. Det kan derfor være et af mange steder, hvor vælgerne stifter bekendtskab med dig som kandidat.

Og det er netop sådan, man bør tænke kandidattests ind i kampagneplanlægningen. Som et væsentligt element af alle de anstrengelser, man gør sig for at blive valgt. Det er den ukendte kandidats chance for at blive opdaget. Og det er den kendte kandidats mulighed for at bekræfte vælgeren i, at man er det rigtige valg.

Aftenen før valget blev kandidattesten besøgt op mod 90.000 gange i timen.

Kandidattests er ofte lettere vildledende eller upræcise, særligt når de beder byråds- og regionsrådskandidater forholde sig til nogle generelle spørgsmål, der måske ikke har så meget relevans det sted, den pågældende stiller op.

Men vælgerne er vilde med kandidattests. Ifølge den nyeste forskning var DR’s kandidattest vælgernes mest populære informationsredskab ved KV13. Alene aftenen før valget blev den besøgt op mod 90.000 gange i timen.

Samtidig ved vi, at en tredjedel af vælgerne i 2013 først valgte, hvilken kandidat, de ville stemme personligt på, i den sidste uge før valget. Heraf valgte 11 % af vælgerne først kandidat på selve valgdagen.

Ved KV13 var der gennemsnitligt næsten 100 kandidater i hver af de 98 kommuner, så kandidattesten kan være en hjælp til at sortere og få overblik – måske særligt for de mere søgende unge vælgere.

Her får unge vælgere deres valgviden: Usikre unge får hjælp fra netværket

Brug tid på at tydeliggøre dig

I DR’s kandidattest ved KV13 blev brugerne spurgt om deres holdning til 11 synspunkter – fra »helt enig« til »helt uenig«. Testen præsenterede på den baggrund de kandidater, brugeren var mest enig med, baseret på kandidatens holdning til samme 11 synspunkter.

Hvis du er bare nogenlunde sikker i din sag, så vælg gerne »helt enig« eller »helt uenig«.

Selvom du som kandidat skal forholde dig til, om udlicitering er en god ide, når du nu blot vil tale om ungdomsboliger, så er kandidattestens logik, at det er disse 11 politiske områder, der er de vigtigste for vælgeren.

Så hvis du er bare nogenlunde sikker i din sag, så vælg hellere »helt enig« eller »helt uenig« end de tilsvarende mere vage tilkendegivelser.

Eksempelvis bliver jeg i denne slags tests altid matchet med SF’ere og endnu mere røde kandidater, fordi deres holdningstilkendegivelser er lige så tydelige som mine. Så nytter det ikke noget at være en kompromissøgende pragmatisk socialdemokrat, der kan se flere sider af en sag.

Hvis du er så heldig at blive matchet med en vælger, så er det vigtigt, at du har personliggjort din profil i kandidattesten med:

  • Et godt foto
  • Tre klare mærkesager
  • En kort kommentar til, hvorfor du har svaret som du har ved hvert enkelt synspunkt
  • Et link til dit website (alternativt til din Facebookprofil eller -side)

Er kandidattesten din folder 2.0?

Det er med den personliggjorte profil, at du kan begynde at få noget mere ud af kandidattesten.

Hvis du blot svarer på de 11 synspunkter og har et dårligt billede og ingen mærkesager på resultatsiden, får du svært ved at konvertere et vælgermatch til en personlig stemme.

Når du udfylder din profil, kommunikerer du kun med en målgruppe, der er meget tæt på at være helt enige med dig.

Du vil gerne, at de skal få sympati for dig – derfor et godt billede.

Du vil gerne, at de skal lære dig bedre at kende – derfor skarpe mærkesager og et link til dit website.

Brug vores tjekliste: 10 tips til at forbedre dine mærkesager

Du vil gerne, at de skal huske dig – har du gjort noget særligt ud af din profil, som adskiller dig fra andre?

Rette sted for oneliners

Fra KV13 ved vi, at rigtig mange benyttede DR’s kandidattest i dagene op til valget. Op mod 90.000 i timen aftenen før valget – og på selve valgdagen havde den næsten 40.000 besøg i timen fra valgstederne åbnede til de lukkede.

Kan man forestille sig, at der faktisk er nogle vælgere, der tager testen på smartphonen, mens de står inde i boksen?

Der var næsten 40.000 besøg i timen på DR's kandidattest på selve valgdagen 19. november 2013.

Rigtig mange vælgere brugte DR’s kandidattest på selve valgdagen. Kilde: KV13 – analyser af kommunalvalget 2013

I så fald er der tale om vælgere, der har brug for kort og præcis kommunikation, så det skal du give dem.

Kan man forestille sig, at der faktisk er nogle vælgere, der tager testen på smartphonen, mens de står inde i boksen?

Tænk gerne dine tre mærkesager som »tre gode grunde til at stemme på mig«. I stedet for at skrive, hvad du mener, kan du skrive, hvorfor en stemme på dig gør en konkret forskel på det specifikke område.

Og får du en stemme fra et vælgermatch i kandidattesten, så vil det sandsynligvis være, fordi dine mange indsatser går op i en højere enhed.

Din folder i postkassen, dine valgplakater, din indsats på Facebook, dit besøg ved vælgerens dør, din indsats på et vælgermøde, din tilstedeværelse i Googles søgeresultater og meget andet, som har gjort, at du har været et sted i vælgerens bevidsthed og i snakken ved frokostbordet. Suppleres dette af et match i en kandidattest? Så har du måske fået en stemme mere.

Kilde: KV13 – analyser af kommunalvalget 2013, Syddansk Universitetsforlag 2017

Christian Made Hagelskjær

Christian Made Hagelskjær

Jeg er grafisk designer og direktør i kampagnebureauet Mærkesag. Her skriver jeg baseret på min erfaring med politiske kampagner og visuel kommunikation. Sammen med Rasmus Prehn ejer jeg Mærkesag, hvor vi hjælper med at få flere til at bakke op om de gode mærkesager. Jeg er uddannet grafisk designer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lad os ringe dig op

Hvis du giver os dit nummer, så ringer vi dig op – helt uforpligtende – til en snak om hvordan Mærkesag kan være med til at tilrettelægge din kampagne.